torsdag den 30. august 2012

YES WE CAN!

Idag fik jeg nok den bedste kompliment nogensinde - nemlig at jeg ligner "Yes we can!"-damen. I ved, hende fra 50'erne.
Det har muligvis noget at gøre med, at jeg igen idag har mit røde bandana på. Min makeup idag er også inspireret af pin-up stilen, og jeg skød lige et par hurtige billeder til dette indlæg.

Jeg har lagt en basis nude øjenskygge helt op til brynet (MAC - "Yoghurt" på Hello Kitty paletten), med GOSH eye-shadow primer under. Derefter lagde jeg en sort kohl (GOSH kohl eyeliner i "Black") langs vipperne, og til sidst lavede jeg de famøse wings. De kræver træning, så prøv dig frem! Jeg har først nu lært at lægge dem nogenlunde ens, så som sagt, træning er ordet! Jeg sluttede looket af med et par lag mascara (Hypnôse fra Lancôme) og en gang hurtig pudder (Maybelline "Dream Mat Powder) og vupti - så er man pin-up hverdagslækker!

Hvis du ikke er så heldig at have lange, lækre vipper fra naturens side kan du roligt smække nogen falske vipper på. Hvis det er til hverdag kan du evt. nøjes med halve vipper - dvs. du klipper vipperne over på midten og lægger dem på den yderste halvdel. Lækre vipper er en vigtig del af dette look, så få bare gang i bambi-vipperne!

/M

tirsdag den 28. august 2012

RAINY TUESDAY

Jeg fik lige en tanke idag... For at I kan forstå hvad jeg bliver inspireret af stilmæssigt var det måske en god ide først at vise jer, hvor jeg kommer fra - dvs. hvordan et typisk hverdags-outfit ser ud for mig. Derfor fik jeg idag min skønne veninde Marie til at skyde et par billeder af mig.


Blusen og jakken er fra H&M, bukserne er vistnok fra Bilka, og grønne Converse. Simpelt er vidst nøgleordet i min hverdagsgarderobe, men alligevel kan jeg godt lide at sætte det sammen på denne måde. Jeg er lidt forelsket i den street-inspirerede stil for tiden, selvom det nok ikke bliver afspejlet i min stil ;-)



Min yndlings-do i øjeblikket er helt klart denne. Dreads'ne op i en knold, et par hårnåle til at holde pandehåret og så et bandana i en sjov farve. Pt. har jeg et rødt, lilla og lyserødt bandana, og jeg elsker at det kommer til at se lidt pin-up inspireret ud. Jeg har længe været betaget af pin-up stilen og ville gå i den slags tøj konstant hvis jeg havde råd til at skifte garderoben ud!

Sidst, men ikke mindst - lidt hurtigt om makeuppen. Jeg læste et tip for nylig på BeautyJunkie, hvor den skønne Cecilie foreslog at lægge en hvid eyeliner under den farvede for at få farven til at poppe mere. Det tænkte jeg, at det skulle jeg prøve! Derfor lagde jeg en lilla kohl fra Nilens Jord ud over en hvid, og jeg er faktisk ret tilfreds med resultatet, på trods af at det I ser ovenover er efter en gåtur i regnvejr - sådan er det når man går til øver og himlen beslutter at åbne sig!

Bang, nu har I set lidt om hvor jeg kommer fra, rent stilmæssigt - det er ikke noget dyrt og fancy, men det er tøj jeg selv synes er fedt og rart at have på, og det er vist meget godt ramt hvis jeg skal sætte ord på min stil :-) Behageligt og casual, men stadig med et feminint twist.

/M

fredag den 24. august 2012

ALL MADE UP

Idag er en doven-dag - jeg ville have jagtet nogen lækre mennesker på gaden, men vejret var ikke enig. Folk har en tendens til at se knapt så sprøde ud i regnvejr, så måtte bryde min hjerne for at finde et nyt emne. Pludselig slog det mig.

Make-up! Dét ved jeg en ting eller to om!

Som en rigtig girly-girl elsker jeg make-up. Jeg elsker at lege med farver og kombinationer, både på mig selv og andre. Jeg har længe været subscriber på skønne Lauren Luke's Youtube channel hvor hun laver de lækreste tutorials, og så er jeg også helt solgt til BeautyJunkie under LookLab! Jeg går en del op i at kvaliteten møder mine lidt høje krav og behov, så jeg har i en del år svoret til MAC når det gælder øjenskygger pga. deres høje pigmentering (jeg har ladet mig fortælle at der er 80% farvepigment i en MAC øjenskygge, hvorimod der er under 20% i fx Rimmel... See my pointe?) - Maybelline kan dog også gå an, men skal jeg være sikker på det holder hele natten, er det MAC jeg bruger.

Se venligst bort fra mascara-afsmitningen på øjenlåget - det er the curse of long eyelashes ;)

Udover den ekstreme mængder fregner, kan I på billedet se min hverdags-basis make-up. En absolut nude øjenskygge (selvfølgelig med primer under, men det kommer der et separat indlæg omkring!), simpel sort kohl eyeliner og en god mascara. Lige idag har jeg også brugt både concealer under øjnene og en let pudder da min hud ikke er glad i øjeblikket - den bliver ekstra "shiny" i perioder, og derfor har jeg altid en compact pudder i tasken :)

Dette indlæg bliver skrevet i min moars lejlighed, da jeg er hundesitter for idag - med den yngste bror på efterskole og både mor og den ældste lillebror ude og føjte er der jo nogen der skal holde øje med kræet... Men jeg gør det gladeligt, for humørmæssigt giver det lille dyr mig så meget. Dem der siger hunde ikke kan tale - de har aldrig selv haft hund! Hunde kan sige så meget uden ord, og de elsker dig betingelsesløst så længe du behandler dem ordentligt.

Min mors lille skønhed ser sådan her ud - han hedder Charlie og er af racen Cavalier King Charles spaniel. På papiret hedder han egentlig Ray Charles, da hans pels er meget sort i forhold til normen på den farvekombination, og vi fik ham da jeg var 15, hvilket gør ham 7 år gammel.

Hvis man står og skal have en familievenlig hund, bør man helt klart kigge ind i en Cavalier's store brune øjne og forelske sig - det er nemlig en af de mest familie- og børnevenlige racer der findes, og er man ikke til store hunde er de helt idéelle - de største hanner plejer ikke at veje mere end 10 kg med mindre de selvfølgelig er tykke. Charlie er i perfekt størrelse og vejer 9 kg. Hvis du vil have en hund der er mere end ivrig for at lystre dit mindste vink, er Cavalieren noget for dig - de lever for at please deres ejer, er ivrige efter at lære (udover basis som sit og dæk har Charlie bl.a. lært at "dø" når man skyder ham, rulle rundt og give high-fives!) og som et plus bider de ikke deres legetøj og bamser i stykker, men passer pænt på dem - Charlie ligger tit og vasker sin yndlingsbamse som var det en hvalp.

Nå, det ser ud til det trækker op (hvis ikke det regner allerede...) - så må heller lige gå en tur rundt om blokken med ham den lille skønne :-) Lad mig endelig vide om make-up posts er dét de unge vil ha', eller om det er helt ude i hampen! ;-)

Until next time,
/M

mandag den 6. august 2012

ON THE STREETS PT. 1

Så kom tiden til den allerførste streetstyle-post! Eller, jeg har snydt lidt, for kun ét af menneskerne har jeg stoppet tilfældigt på gaden... Men well :)

This lovely gentleman didn't speak Danish - hence writing this in English. Unfortunately I didn't get his name! There are so many things about his style that fascinate me. At first it looks all casual with the jeans and sneakers, but then there's the blazer jacket that polishes the look a little. The accessories (lots of bracelets and a dog-tag-like necklace) is also a great touch to it, and he's topping it off well with the casual just-rolled-out-of-bed-hair. This is a look that goes many ways - it suits both casual and semi-formal occasions, and I absolutely love looks that are versatile.

Min smukke veninde Nadja har en virkelig lækker stil. Hun er ikke bange for at gå all-out med noget lidt mere edgy eller rocket, og det er så fedt. Hendes trademark må være læderjakke og creepers!

Nadja er DYI-typen - her har hun en top på med skull-udklipning som hun selv har klippet.

Igen en gang DYI - denne gang er det hendes shorts. Hun har selv klippet et par jeans til shorts og sat alle nitterne på - igen er det det unikke der kendetegner Nadja.


Nadja og jeg er begge suckers for smykker - især ringe! Jeg indrømmer gerne som den første at jeg er dybt forelsket i skelet-ringen på nederste billede, og ringen på pegefingeren på det øverste billede er et arvestykke - igen en ting vi har tilfælles. Smykker er bare så meget mere specielle når man har arvet dem!

Og se så lige hvem vi mødte - skønne Marie og Lærke fra hhv. Vilde Kaniner og AND THE BLACK. To skønne tøser som jeg er så heldig at kende privat.

Sidst, men ikke mindst - Nadja og jeg kom forbi Telenor-butikken og fandt dette. De mange telefoner, som jeg går ud fra er attrapper, tiltrak sig en del opmærksomhed. Personligt synes jeg bare det ser enormt fedt ud!

Det var det for idag - så har jeg også fået taget hul på det små-akavede i at lege irriterende fotograf der forstyrrer folk på gaden ;)

/M

fredag den 6. juli 2012

INSANE (OR) GENIUS

Så blev det tid til et indlæg om en person, der inspirerer mig som kunstner.

Matthew Gray Gubler (f. 09.03 1980 i Las Vegas, Nevada) er skuespiller, instruktør, kunstner, fotograf og tidligere model.
Han er bedst kendt for sin rolle som geniet Dr. Spencer Reid i krimi-serien Criminal Minds, men har faktisk også instrueret tre afsnit af den populære serie. Derudover har han spillet med i 500 Days of Summer, ligesom han har lagt stemme til Simon i Alvin and the Chipmunks-filmene. Han fik sit skuespilsgennembrud i filmen The Life Aquatic with Steve Zissou efter at have arbejdet som model for brands som Marc Jacobs, Burberry og Tommy Hilfiger, for at nævne et par stykker, og nåede at ranke som nr. 46 på top 50 male models listen.
Matthew Gray Gubler

M. G. G. i rollen som Dr. Spencer Reid
M. G. G. i 500 Days of Summer

M. G. G. selvportræt som Dr. Spencer Reid
Som kunstner har han en meget speciel, nogen gange lidt absurd streg, og dét synes jeg er ret interessant. Det uperfekte fanger stemningen og rammerne perfekt, og for mig personligt giver en kunstners streg et ret godt indblik i deres hjerne og sind. Mit indtryk af Gubler er derfor, at han er lidt af et geni - han ser det, som andre måske ikke lige ser, og det er dét, der fascinerer mig. Han har en helt speciel måde at se ting på, og det er bare fedt.

Gublers første kunstneriske kærlighed var instruktion, men han samlede skuespillet op da hans college ikke tilbød movie-making. Som sagt vender han tilbage til sin første kærlighed, bl.a. ved at instruere afsnit af Criminal Minds, men også med sine egne små filmprojekter, bl.a. kortfilmen The Cactus that looked like a Man. Igen får man et indblik i en lidt anderledes, men hamrende genial hjerne, der ikke ser tingene som andre gør.

Hans måde at se og formidle udtryk på er en kæmpe inspirationskilde for mig. Gubler er beviset på at en anderledes og af og til mærkelig tankegang kan skabe virkelig kreative og fantastiske ting, og han har lært mig at se det perfekte i det uperfekte og abstrakte.
Det kan betale sig at tænke outside the box og få tingene under et nyt lys. Det kan nemlig resultere i noget hamrende enestående og genialt.

/M

onsdag den 4. juli 2012

DEN VILDE KANIN

Så blev det tid til et indlæg om en person der inspirerer mig.

Nogen af jer genkender måske denne smukke unge kvinde. Hun hedder Marie Stella Jedig, er 20 år gammel og blogger ved siden af arbejdet (find hendes blog her!).

Fotograf: Maria Støvring

Fotograf: Maria Støvring

Fotograf: Maria Støvring

Fotograf: Maria Støvring
Disse billeder er iøvrigt taget af yours truly på bestilling af modellen.

Marie er en af mine rigtig gode veninder. Vi mødte hinanden gennem musicalgruppen Sceptor tilbage i 2003, og selvom vi har været meget forskellige på mange punkter, har vi også mange ting tilfælles. Jeg vil slet ikke begynde at remse op fordi a) det kommer til at tage en evighed og b) jeg kommer uden tvivl til at glemme noget.

Marie er... Ja. Marie. Hun er one of a kind. Når man kender hende ved man hun er mindst lige smuk indeni som udenpå. Det er meget passende at hendes blog hedder vilde kaniner, for det er hvad hun er - en vild kanin. Selvom hun er lille og sød at se på, må man ikke være i tvivl om, at hun ikke er en pusse-nusse. Hun har bid, og det er en af de ting jeg beundrer ved hende. Hun er ikke bange for at sige sin mening, selvom den af og til er ilde hørt.

Marie er ofte min go-to når det gælder stil. Hun var en af de første jeg snakkede med angående mine dreadlocks. Jeg er ret sikker på det var fordi hun selv er så edgy som hun er i sin personlige stil, at hun kan se og forstå det behov nogen mennesker (som jeg selv) har for at skille sig ud, men også fordi jeg vidste hun ville give mig sin ærlige mening.

Jeg kan rose Marie i en uendelighed, men for at gøre en lang historie kort er hun et af de mest naturlige, venlige og loyale mennesker jeg kender. Hun er en af mine go-to mennesker når det gælder noget kreativt. Hun kan sætte sig ind i mine ideer og forstå hvor jeg vil hen.

Marie er en kæmpe kilde til inspiration for mig, både som menneske men også som kunstner. Vi har haft mange gode, lange snakke om teater, og da jeg skrev mit første kortfilmsmanuskript var det med hende i tankerne som den kvindelige hovedrolle. Når jeg skriver, har jeg som regel vedkommende for mit indre blik, og i dette tilfælde kunne jeg se og høre hende for mig i rollen efterhånden som jeg skrev. Jeg sendte herefter første udkast af manuskriptet til hende, og hendes reaktion var det hele værd.
Hendes livsglæde og passion for de ting hun brænder for inspirerer mig til at have lyst til at blive bedre til de ting jeg gør. Hendes åbne sind og loyalitet inspirerer mig til at blive et bedre menneske.

Kort sagt - Marie er et gennemført unikt menneske, og jeg er så utrolig heldig at have hende i mit liv.

/M

søndag den 1. juli 2012

THE GREATEST STORY EVER TOLD?

Jeg sidder i skrivende stund og skal til at begynde mit næste store projekt. Det er et projekt som er vigtigt for mig af personlige årsager, da jeg håber jeg kan hjælpe andre der har stået i samme situation.
Mit nye projekt er en bog. Den kommer til at være målrettet mod teenage-piger primært, men jeg håber at også voksne kan læse den og nikke genkendende til sitationerne.

Denne bog og dens historie er mit hjertebarn. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at den handler om det at være en ung pige og finde ud af, at man er tiltrukket af sit eget køn, og den fantastiske og skræmmende hvirvelvind det skaber i ens hovede.
Grunden til, at det er så vigtigt for mig at fortælle denne historie er, at jeg selv er biseksuel (hvilket for mig er et lige så ligegyldigt faktum som at mine øjne er grønne) og selv kan huske, hvor forvirrende og skræmmende det var at finde ud af, at jeg ikke var ligesom de andre. Jeg kan huske hvordan jeg ledte biblioteket tyndt efter bøger om piger, der havde det ligesom mig selv, men ikke fandt noget. Størstedelen af teenage-bøger er målrettet mod piger, der fantaserer om at få drømmefyren, og den lille brøkdel der har homoseksualitet som emne, er henvendt til eller omhandler fyre. Jeg følte at jeg var for anderledes til at der blev skrevet bøger om, hvordan jeg havde det.

Det håber jeg på at ændre med denne bog. Jeg har flere gange følt, at jeg med mine ideer og historier til både film og bøger kan være med til at hjælpe andre mennesker, og at jeg til en vis længde er sat på jorden for at gøre denne forskel. Med fare for at lyde hamrende narcissistisk eller højrøvet, føler jeg at der er en grund til at disse historier dukker op i min hjerne, og denne grund er, at der er nogen et sted der vil have glæde af at få del i dem.

Med denne bog håber jeg inderligt at jeg kan hjælpe unge piger i samme situation på en måde, jeg ikke selv blev hjulpet. Det er svært nok i forvejen at være teenager, og når man samtidig slås med at forene sig selv med det faktum at man har en "anden" seksualitet end normen, kan det gøre alting så meget sværere.
Jeg manglede et sted at gå hen for at få svar. Jeg håber, at jeg med min bog kan give andre unge piger de svar, de søger.

/M